14. September 2023

Sund kost, motion og trivsel på skoleskemaet

Sygeforsikringen "danmark"s Sundhedsdonationer har støttet projektet "Sunde unge på erhvervsuddannelse", som sætter fokus på sund kost, motion og trivsel blandt eleverne på erhvervsskoler. Gennem en række aktiviteter og tiltag er målet at øge elevernes sundhed og skabe en bedre sundhedskultur på erhvervsskolerne.

De gennemførte aktiviteter har vist sig at have en positiv indflydelse på eleverne og på fællesskabet generelt. CELF, som sammen med 3 andre erhvervsskoler i Region Sjælland står bag projektet, ønsker også at sikre vedvarende ændringer i elevernes livsstil. Man vil give dem en større forståelse for den indflydelse, de selv har på deres ungdomsliv, og hvordan vaner påvirker deres sundhed positivt eller negativt.

Der har blandt andet været workshops, undervisning, sund morgenmad, træning og bevægelsesaktiviteter som en del af undervisningen. Eleverne har diskuteret emner som mental sundhed, mad, motion, søvn, stress, selvværd, sund økonomi, det digitale liv og mobiltelefoner og haft besøg af spændende gæster. I kantinerne er der også blevet arbejdet med den sunde mad. Der er kommet nye retter på menuen, og kantinepersonalet har fået undervisning for at udvikle deres kompetencer.

Undersøgelser har vist, at erhvervsskoleelever i Region Sjælland har flere sundhedsmæssige problemer sammenlignet med jævnaldrende gymnasieelever. Derfor satte CELF, ZBC, Roskilde Handelsskole og Køge Handelsskole sig for at give dem mere viden om sundhed og kompetencer til at komme sundere ind i voksenlivet. På længere sigt vil bedre fysisk og psykisk sundhed hos de unge føre til øget studieglæde og bedre fastholdelse.

Nedenfor ses billeder fra CELF's elevkonference om sundhed, oplæg og yoga med elever fra EUD Business og "magic water".

Seneste nyheder Scroll for mere

Nyhed

9. October 2023

Diabetesforeningens opsporingskampagne om type 2-diabetes

Med støtte fra Sundhedsdonationer gennemførte Diabetesforeningen en opsporingskampagne om type 2-diabetes, som nåede ud til minimum 2 millioner danskere. Mere end 263.000 mennesker gennemførte den digitale test, hvoraf 56 % var i højrisiko for diabetes, og grundet kampagnen opdagede over 2.000, at de havde type 2-diabetes. Udover den digitale risikotest kunne man også bestille testkits hjem, og Diabetesforeningen kørte deres røde sundhedsbus ud til 22 byer rundt omkring i landet. Her blev gennemført gratis tests og målinger af langtidsblodsukkeret, bl.a. på Folkemødet på Bornholm, Sundhedsdage på Sjælland, ringridning i Sønderborg, Festugen i Aarhus og på Hovedbanegården i København. Sundhedsbussen ruller videre i år og i 2024, og tour-planen kan findes her: https://diabetes.dk/landingpage/sundhedsbus Det estimeres, at 100.000 danskere har type 2-diabetes uden at vide det. Mere end 1/3 har allerede udviklet følgesygdomme som hjerte-kar-sygdomme, nyresygdomme og øjensygdomme, når de får konstateret type 2-diabetes. Følgesygdommene har betydning for levealder og livskvalitet, så tidlig opsporing er vigtigt. Siden 1996 er der kommet fire gange så mange danskere med diabetes. Mindst 356.000 danskere har nu diabetes, og langt størstedelen har type 2-diabetes. Mindst 322.000 danskere lever med type 2-diabetes, og det tal forventes at stige til 420.000 i 2030. Yderligere 480.000 danskere skønnes lige nu at have forstadie til type 2-diabetes (prædiabetes). De tre største risikofaktorer for at udvikle type 2-diabetes er alder, arvelighed og overvægt. Overvægt er den væsentligste risikofaktor, som kan forebygges. Læs mere i Diabetesforeningens rapport fra 2023, "Diabetes i tal", her: https://diabetes.dk/media/gktagxu3/_diabetes_%C3%A5rs-publikation_web.pdf