3. May 2023

Ny undersøgelse og rapport om tandplejebrug blandt ældre

En ny rapport fra VIVE belyser tandplejebrug blandt ældre i Danmark i forbindelse med forskningsprojektet "Sund mund hele livet", som er støttet af Sundhedsdonationer.

Projektet "Sund mund hele livet" er ledet af Esben Boeskov Øzhayat, lektor på Københavns Universitet. Projektet har til formål at skabe viden om risikofaktorer for ældres mund- og tandsundhed samt at udvikle indsatser til at styrke skrøbelige og svækkede ældres tandsundhed.

Den nye rapport "Tandplejebrug blandt ældre i Danmark" undersøger ældres tilknytning til tandplejen og viser, at en væsentlig gruppe af ældre ikke har nogen regelmæssig tandplejetilknytning.

Dét at have dårlige tænder og en dårlig mundhygiejne har en sammenhæng med andre alvorlige sygdomme som diabetes, hjertekarsygdomme og lungebetændelse, som kan være livstruende i denne gruppe. Rapporten belyser en række faktorer, som kan bruges til at identificere relevante målgrupper for en styrket indsats. De ser nemlig potentiale for at optimere tandplejeindsatser og dermed kunne forbedre sundhed og livskvalitet for de sårbare ældre.

Rapporten kan læses her: www.vive.dk/media/pure/18904/17433813

Seneste nyheder Scroll for mere

Nyhed

9. October 2023

Diabetesforeningens opsporingskampagne om type 2-diabetes

Med støtte fra Sundhedsdonationer gennemførte Diabetesforeningen en opsporingskampagne om type 2-diabetes, som nåede ud til minimum 2 millioner danskere. Mere end 263.000 mennesker gennemførte den digitale test, hvoraf 56 % var i højrisiko for diabetes, og grundet kampagnen opdagede over 2.000, at de havde type 2-diabetes. Udover den digitale risikotest kunne man også bestille testkits hjem, og Diabetesforeningen kørte deres røde sundhedsbus ud til 22 byer rundt omkring i landet. Her blev gennemført gratis tests og målinger af langtidsblodsukkeret, bl.a. på Folkemødet på Bornholm, Sundhedsdage på Sjælland, ringridning i Sønderborg, Festugen i Aarhus og på Hovedbanegården i København. Sundhedsbussen ruller videre i år og i 2024, og tour-planen kan findes her: https://diabetes.dk/landingpage/sundhedsbus Det estimeres, at 100.000 danskere har type 2-diabetes uden at vide det. Mere end 1/3 har allerede udviklet følgesygdomme som hjerte-kar-sygdomme, nyresygdomme og øjensygdomme, når de får konstateret type 2-diabetes. Følgesygdommene har betydning for levealder og livskvalitet, så tidlig opsporing er vigtigt. Siden 1996 er der kommet fire gange så mange danskere med diabetes. Mindst 356.000 danskere har nu diabetes, og langt størstedelen har type 2-diabetes. Mindst 322.000 danskere lever med type 2-diabetes, og det tal forventes at stige til 420.000 i 2030. Yderligere 480.000 danskere skønnes lige nu at have forstadie til type 2-diabetes (prædiabetes). De tre største risikofaktorer for at udvikle type 2-diabetes er alder, arvelighed og overvægt. Overvægt er den væsentligste risikofaktor, som kan forebygges. Læs mere i Diabetesforeningens rapport fra 2023, "Diabetes i tal", her: https://diabetes.dk/media/gktagxu3/_diabetes_%C3%A5rs-publikation_web.pdf