VR-distraktion til børn under billeddiagnostiske undersøgelser
Billeddiagnostiske undersøgelser kan for nogle mennesker, særligt børn og unge, være en ubehagelig og utryghedsskabende procedure.
Projektets formål er at udvikle en Virtual Reality (VR) distraktionsoplevelse med interaktive historiefortællinger, som skal forebygge utryghed hos børn og unge under billeddiagnostiske undersøgelser. VR-oplevelsen skal distrahere børnene, imens de undergår scanning og aflede deres opmærksomhed. På den måde kan uro og utryghed forebygges samtidigt med, at det kan hjælpe dem til at ligge stille under undersøgelsen.
Målgruppe
Målgruppen er børn og unge i alderen 5-18 år, som skal til billeddiagnostiske undersøgelser. Fokus er specielt på dem i gruppen, der oplever utryghed i forbindelse med undersøgelsen.
Projektets relevans
En gevinst ved at reducere patienternes uro og utryghed omkring undersøgelserne er, at det bliver nemmere at få dem til at ligge stille gennem længere tid. Ved reduktion af bevægelse under billeddiagnostiske undersøgelser reduceres den tid, det tager at udføre undersøgelserne, da de ikke skal tages om, og det sikrer optimal billedkvalitet, som resulterer i mere nøjagtig diagnostik. Dette reducerer desuden risikoen for, at en scanning er af for dårlig kvalitet på grund af bevægelser hos barnet og skal gentages en anden dag med samme utryghed, tid og ressourceforbrug. En VR-distraktionsoplevelse kan derfor være angstreducerende på sigt, men også tids- og ressourcebesparende for både barn, forældre og sundhedspersonale. Den sparede tid overføres også til større ledighed af skannere, hvilket ofte er en mangelvare, der skaber lange ventetider på hospitaler.
Ansøger
Rigshospitalet, Afdeling for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin
Titel
VR-distraktion til børn under billeddiagnostiske undersøgelser
Doneret i
2024
Doneret beløb
501.750 kr.
Projektansvarlig
Lise Borgwardt, overlæge ph.d.
Links