Doneret i

Potentiale i forebyggelsen af fedme-komplikationer

Vidste du, at det er sundere at være pæreformet end æbleformet? Undersøgelser viser, at den såkaldte pæreform, med fedtvæv på hofterne, er mindre usund end æbleformen, hvor fedtvævet sidder på maven.

Overvægt er efterhånden så stort et problem på verdensplan, at det opfattes som en pandemisk tendens. Overvægt kan være yderst alvorligt og medfører øget risiko for følgesygdomme, som diabetes og hjertekarsygdomme. Men det er interessant, at personer, der primært opbygger fedtvæv på hofterne, har mindre risiko for at udvikle netop disse følgesygdomme end personer med den såkaldte æbleform.

På nuværende tidspunkt ved man ikke ret meget om de mekanismer, der ligger til grund for, at fedtvæv på hofterne er sundt, mens fedtvæv på maven er usundt, og det er netop dette videnshul, projektet vil forsøge at komme til livs. Projektet vil bl.a. undersøge, hvordan sammensætningen af celler, og samspillet mellem disse i fedtvævet, er afhængigt af, hvor på kroppen fedtvævet findes. Dermed vil projektet give indsigt i de forskellige cellulære og molekylære egenskaber hos mennesker, der er forbundet med sund eller usund overvægt.

Projektet udføres i samarbejde med Professor Fredrik Karpe fra Oxford Universitet, som har adgang til en meget stor mængde fedtvævs-biopsier fra hofte- og maveregion hos personer med forskellig fordeling af fedt på kroppen. Resultaterne fra studiet kan være med til at forudsige, hvilke mekanismer der kontrollerer genudtryk i celler, og hvordan de forskellige celletyper signalerer til hinanden.

På den måde kan projektet være med til at klarlægge, hvilke signalveje der er med til at sikre sund fedtvævsfunktion. Det vil betyde, at projektets resultater på sigt kan være afgørende for forebyggelsen af fedme-relaterede sygdomme.

Ansøger

Doneret i

Doneret beløb

Projektansvarlig

Foto: Professor Susanne Mandrup og Adjunkt Søren Fisker Schmidt