Doneret i

PROBE studiet, oral sundhed og graviditet

Tandkødsbetændelse og parodontose kan lyde ufarligt, men lidelserne kan have alvorlige konsekvenser – særligt for gravide!

For tidlig fødsel, lav fødselsvægt og graviditetsdiabetes er nogle af de komplikationer, der kan opstå som følge af parodontose.

Parodontose (på fagsprog: parodontitis) er en hyppigt forekommende betændelsestilstand i væv og knogler omkring tænderne. Især gravide kvinder er i særlig risiko for at udvikle parodontose, på grund af de mange hormonelle forandringer kroppen gennemgår under en graviditet.

Ved parodontose øges den generelle inflammationstilstand i kroppen, og det er desværre ikke uden risiko for mor og barn, da meget tyder på at det kan være med til at give en række graviditets- og fødselskomplikationer – bl.a. for tidlig fødsel, lav fødselsvægt, præeklampsi og graviditetsdiabetes. Det kan være meget alvorligt, da for tidlig fødsel netop er en af de hyppigste årsager til handicap og død blandt nyfødte.

Projektet vil undersøge forekomsten af parodontose blandt danske gravide og samtidig undersøge effekten ved behandling af tilstanden ved at se på, om denne kan være med til at reducere nogle af de følgevirkninger, betændelsestilstanden bringer med sig. Bag projektet står en faglig gruppe bestående af tandlæger, obstetrikere, jordemødre, lægesekretærer og erfarne forskere, som vil lave undersøgelsen med omkring 1.200 gravide, der ikke går regelmæssigt til tandlæge, og som er tilknyttet Holbæk- eller Nykøbing Falster Sygehus.

Med projektet håber de involverede fagpersoner at kunne bidrage med resultater, der viser, om behandling af tandkødsbetændelse under graviditeten kan sikre, at færre børn fødes for tidligt. Ligeledes håber projektet at skabe et fokus på, hvor vigtig tandsundhed er under graviditet, og at behandling af tandkødsbetændelse senere kan implementeres i den generelle danske svangreomsorg.

Ansøger

Doneret i

Doneret beløb

Projektansvarlig