Doneret i

National rådgivningslinje for hjertebarnsfamilier og unge med hjertesygdom

Pilotprojekt med stor værdi for hjertebarnsfamilier

I Danmark er der over 15.000 familier med et hjertesygt barn, og mange af hjertebarnsfamilierne lever under et stort pres med mange bekymringer. De er ofte nervøse for, at de overser alvorlige symptomer hos deres barn, og de ved desuden sjældent, hvad fremtiden bringer. Familierne har ofte mange spørgsmål, som de ikke altid ved, hvor de skal adressere for at få svar.

Hospitalspersonalet har ofte travlt, og der bliver hele tiden skåret ned på psykolog- og socialrådgiverbistand. Medfødt hjertesygdom er et komplekst felt at navigere i for familierne – der skal tages hensyn til hjertebarnet, eventuelle søskende, og familierne skal bruge mange ressourcer på at forstå lovgivningen, så de kan samarbejde med kommunen om deres rettigheder.

Familierne støder løbende ind i forskellige problemstillinger, som kan kræve vejledning fra rådgivere med ekspertise i medfødt hjertesygdom. Derfor igangsatte Hjerteforeningen i 2020 Børnehjertelinjen, som er en gratis telefonisk rådgivningslinje, der tilbyder kvalificeret og vidensbaseret rådgivning til familierne.

Formålet med projektet var at imødekomme de mange bekymringer, som familierne har, og samtidig bidrage til mere tryghed og afklaring ift. familiernes livssituation.

Ansøger

Doneret i

Doneret beløb

Projektansvarlig

Links

Mere om Børnehjertelinjen
Foto: Børnehjertelinjen

Rådgivningslinjen består på nuværende tidspunkt af en hjertesygeplejerske, en socialrådgiver, en psykolog og en diætist. Det er både muligt for familierne selv at tage kontakt til linjen, men Børnehjertelinjens eksperter ringer også proaktivt ud til de familier, der ønsker et opkald, hvis de fx ikke selv har ressourcerne til at tage kontakten. Umiddelbart efter hjemkomsten fra hospitalet er familierne ekstra sårbare, da de selv står med ansvaret for deres syge barn, og der opstår mange nye spørgsmål og bekymringer, hvilket skaber usikkerhed og et behov for at snakke med eksperter på området. Hjerteforeningen håber med projektet at kunne forbedre familiernes trivsel, mestring og livskvalitet i en positiv retning.

Projektet startede som et etårigt pilotprojekt, der skulle gøre Hjerteforeningen klogere på, om der var et solidt grundlag og behov for, at Børnehjertelinjen skulle etableres som et permanent tilbud for hjertebarnsfamilier. I pilotprojektet har Børnehjertelinjen åbent mandage fra kl. 9-12 samt torsdage fra kl. 13-16. Hjerteforeningen er netop nu ved at lægge sidste hånd på evalueringen af Børnehjertelinjen for at afdække behov og tilfredshed med tilbuddet. De første resultater viser meget stor tilfredshed med Børnehjertelinjen, som forhåbentligt bliver en fast del af Hjerteforeningens rådgivningstilbud.

Foto: Børnehjertelinjen