
©Forum for Mænds Sundhed
Mødesteder for pårørende eller sygdomsramte mænd
Projektet har til formål at udvikle og etablere specialiserede Mænds Mødesteder i samarbejde med patient-/pårørendeforeninger og lignende aktører inden for sundhedsområdet. I mødestederne kan mænd mødes med ligesindede, der står i samme livssituation enten som pårørende eller som sygdomsramte.
Mænd bruger markant færre sundhedstjenester end kvinder, og mange får derfor ikke den hjælp, de har brug for, i tide. Mange mænd udtrykker at have fået en negativ oplevelse i mødet med sundhedsvæsenet, hvilket kan afholde dem fra at tage kontakt igen senere.
Udover at gå mindre til lægen, er der også mange mænd, der ikke har nogen at tale fortroligt med. Derfor er der brug for specialiserede fællesskaber til gavn for mændenes mentale og fysiske sundhed, når de er sygdomsramte eller pårørende.
De specialiserede mødesteder vil tilbyde fællesskaber, der giver et socialt afbræk og et pusterum i hverdagen for mænd, og hvor de kan dele erfaringer og få støtte i et trygt og inkluderende fællesskab.
Målgruppe
Målgruppen er voksne mænd i Danmark, der enten er pårørende eller sygdomsramte i behandling og rehabilitering.
Projektets relevans
Projektet vil igennem projektperioden generere viden om mændenes møde med sundhedsvæsenets rehabiliteringstilbud, fællesskabers betydning for at forebygge mental mistrivsel, og hvordan civilsamfundet kan løfte en sundhedsmæssig opgave i samarbejdet med hospitaler, kommuner og patientforeninger i forhold til at nå mændene der, hvor de er.
Samtidig vil projektet opnå viden om, hvilke særlige forhold der gør sig gældende for mandefællesskaber, som har et sygdoms-/pårørendeperspektiv.
Ansøger
Forum for Mænds Sundhed
Titel
Specialiserede Mænds Mødesteder – for pårørende eller sygdomsramte
Doneret i
2025
Doneret beløb
1.500.000 kr.
Projektansvarlig
Mie Møller Nielsen, sekretariatschef/projektejer
Links