Doneret i

Digitale redskaber skal hjælpe og støtte borgere, der lider af kroniske smerter

Det Digitale Sundhedscenter arbejder på at udvide appen ”Mit liv – min sundhed”, så den kan rumme et digitalt rehabiliteringsforløb med viden og redskaber til borgere, der lider af kroniske smerter.

I Danmark er en af de hyppigste årsager til besøg i sundhedsvæsenet, at vi oplever smerter, og det vurderes, at omkring 850.000 danskere over 16 år lider af kroniske smerter. Det svarer til 20 % af befolkningen i den aldersgruppe.

Smerte er en ubehagelig fysisk og følelsesmæssig oplevelse, der giver signal om, at kroppen trues af eller udsættes for skade. Kroniske smerter har en lang række negative indvirkninger på de mennesker, som hver dag lever med dem. Kronikerne oplever, at smerterne påvirker deres humør, søvn, energiniveau og koncentration. Desuden er kronikerne også i risiko for en række følgesygdomme; f.eks. kredsløbssygdomme, angst og depression. Når smerter og ubehag fylder meget, er det ikke kun den enkelte med smerter, der påvirkes, men også vedkommendes pårørende

Desværre er det tilfældet, at mange af de borgere, der lever med kroniske smerter, mangler viden om, hvilke redskaber de kan bruge til at mestre smerterne og få en bedre hverdag.

Det er her Det Digitale Sundhedscenter kommer ind i billedet. Her arbejdes der nemlig på en løsning, der kan være med til at forbedre livskvaliteten for de mennesker, der oplever kroniske smerter.

I 2013 etablerede en række kommuner, patientforeninger og Region Syddanmark, Det Digitale Sundhedscenter, med støtte fra Sundheds- og Ældreministeriet. Det Digitale Sundhedscenter arbejder primært for at udvikle og integrere digitale løsninger i kommunernes sundhedscentre. Der er indtil videre skabt en prototype af en app, Mit liv – min sundhed, som nu udvides med endnu et spor til mennesker med kroniske smerter.

Ved at digitalisere tilbuddet og benytte en app, er det muligt at tilpasse rehabiliteringsforløbene individuelt med fokus på borgerens egne dynamiske mål. Desuden skal appen give adgang til dialog med sundhedsfaglige, da det er vigtigt for de kronisk smerteramte at få vejledning og støtte i deres hverdag med smerter.

Projektet har dermed til formål at udvikle og afprøve et koncept for et digitalt rehabiliteringsforløb målrettet borgere med kroniske eller hyppigt tilbagevendende smerter.

Ansøger

Doneret i

Doneret beløb

Projektansvarlig

Links

Mit liv - Mestring, Motivation og Smertehåndtering