Skip to content
Tilbage til Nyheder

©MedicinRådgivningen, brugt med tilladelse

9. april 2026

Stigning i henvendelser om udtrapning af medicin

MedicinRådgivningen oplever en konstant stigning i henvendelser fra nye brugere, som søger hjælp til udtrapning af medicin. Derfor søgte MedicinRådgivningen midler hos Sundhedsdonationer til at rekruttere frivillige og lønnet personale, så flere kan få den hjælp, de efterspørger.

MedicinRådgivningen har igennem 25 år hjulpet brugere via råd og støtte med udtrapning af stærkt smertestillende medicin og psykofarmaka, som bruges i forbindelse med blandt andet angst og depression. MedicinRådgivningen, som er en del af SIND Rådgivning, får mange henvendelser fra nye brugere på psykofarmaka og stærkt smertestillende medicin. I samarbejde med deres ordinerende læge søger de hjælp til udtrapning.

Rådgiverne hos MedicinRådgivningen kan gøre en afgørende forskel med deres viden og erfaring om vigtigheden af en langsom udtrapning, der tilgodeser brugeren af et givent medicinpræparat. Derfor oplever de også en stor stigning i antallet af henvendelser fra misbrugere af opioider samt bekymrede forældre til børn på opioider.

Ændring i fordelingen af henvendelser

Stigningen i henvendelser har betydet en væsentlig ændring i fordelingen mellem nye henvendelser og gengangere. Tidligere var fordelingen 15 procent nye henvendelser og 85 procent gengangere. I dag er det lige modsat. Nye henvendelser kræver oftest væsentligt længere samtaler og efterfølgende udarbejdelse af udtrapningsplaner. Derfor havde MedicinRådgivningen brug for at øge antallet af medarbejdere og frivillige.

Projektets ambition var at rekruttere 25 nye frivillige, udvide med nyansættelser af lønnet personale, sikre grundig oplæring gennem on boarding-program og tilbyde formidlingsarrangementer. Derudover skulle MedicinRådgivningen akkrediteres af RådgivningsDanmark.

"Projektet har til fulde nået de målsætninger, vi havde opsat – både i relation til antallet af henvendelser, oplæg og tilfredshedstilkendegivelser. Projektet har stået på høj faglighed, stærkt samarbejde og et stort engagement og har skabt resultater, som MedicinRådgivningen er stolte af," fortæller Karine Lindgaard, leder af MedicinRådgivningen og tilføjer:

"Flere steder overgår resultaterne endda forventningerne. Blandt andet er det lykkedes at rekruttere betragteligt flere frivillige – og overvejende frivillige med sundhedsfaglig baggrund."

Projektets mærkbare effekter og indfrielse af målsætninger danner et solidt grundlag for det videre arbejde, hvor MedicinRådgivningen forventer en fortsat vækst i antallet af rådsøgende og udvider med nye målgrupper.

”Med så mange nye frivillige, flere lønnede ansatte og en nært forestående nyakkreditering af MedicinRådgivningen, står vi et helt andet sted i forhold til fremtiden,” fortæller Karine Lindgaard.

Læs mere om MedicinRådgivningen på deres hjemmeside

Læs mere om projektet

"danmark" giver tilbage til Danmark

Sygeforsikringen "danmark" donerer en del af sit investeringsoverskud til sundhedsfaglige projekter og har støttet dansk sundhedsfaglig forskning, forebyggelse og oplysning siden 2020 for at hjælpe med at forebygge sygdomme og forbedre behandlingen af dem.

Sundhedsdonationer kommer fra investeringsoverskud og berører ikke selve forsikringen, hvor medlemmerne af “danmark” samlet set får minimum 90 procent af kontingentet retur som tilskud.

Andre nyheder