
©Høreforeningen
Ny vidensportal om høreudfordringer
Høretab har i mange år været et felt præget af tabuer, myter og forældet viden. Det skal Høreforeningens nye vidensportal være med til at ændre.
”Over 800.000 danskere har problemer med hørelsen. Der er meget stort behov for opdateret og fagligt velkvalificeret information om høretab og høreproblematikker. Det gælder både til de mennesker, der selv er ramt, og til deres pårørende samt fagprofessionelle,” siger formand for Høreforeningen, Majbritt Garbul Tobberup.
Derfor skal Høreforeningens nye vidensportal samle, udvikle og formidle viden om høretab og øvrige høreproblematikker hos børn, unge og voksne. Vidensportalen består af i alt fem temaer, hvoraf de første fire allerede er tilgængelige.
Ny i høretab
Mennesker, der har en mistanke om, at de har en hørenedsættelse, kan have svært ved at få taget de første skridt til at få hjælp. Temaet 'Ny i høretab' på Høreforeningens hjemmeside er derfor en håndsrækning til alle, der for nyligt er blevet ramt af høreudfordringer. Her kan de blive klogere på høretab og behandlingsmuligheder og få overblik over mulighederne for hjælp og støtte.
Som en del af temaet er der blandt andet små videoer med mennesker, som deler deres egne erfaringer med at få høreapparater. Der er også en explainer-video, som skaber overblik over de forskellige muligheder, der er for at få hjælp i både offentligt og privat regi.
Find temaet 'Ny i høretab' på Høreforeningens hjemmeside
Hverdagen med høreproblemer og hjælp til de pårørende
Temaet 'Hverdagen med høreproblemer' er målrettet mennesker med høreudfordringer, der har brug for hjælp og gode råd til at tackle de problemer, der kan opstå på arbejdet, i familien og i sociale sammenhænge. Her kan de blandt andet lytte til en podcast, som stiller skarpt på parforhold, familieliv og fritid. Derudover kan de finde materiale i form af guides og værktøjer, der understøtter en god dialog om høreudfordringer på arbejdspladsen.
Hørevanskeligheder påvirker ikke kun den, der selv er ramt – men også ægtefæller, forældre, børn og andre relationer. Derfor er det tredje tema på vidensportalen 'Til dig, der er pårørende'. Her er blandt andet vigtig viden om sprogudvikling og støttemuligheder til forældre til børn med hørenedsættelse. Derudover er der samtalekort, de kan bruge sammen med deres partner som udgangspunkt for en dialog om hverdagens udfordringer.
Find temaet 'Hverdagen med høreproblemer' på Høreforeningens hjemmeside
Find temaet 'Til dig, der er pårørende' på Høreforeningens hjemmeside
Forebyggelse af høreskader og viden til fagfolk
Skader på hørelsen kan opstå pludseligt eller over længere tid og er ofte uoprettelige. Mange unge ved ikke, at deres lyttevaner kan medføre høreskader som for eksempel tinnitus. Vidensportalens fjerde tema samler og formidler viden om forebyggelse af høreskader, så nye generationer kan blive klædt på til at passe godt på deres hørelse.
Det femte og sidste tema vil være målrettet pædagogisk samt social- og sundhedsfagligt personale, der til daglig arbejder med børn, unge, voksne og ældre med hørevanskeligheder. Det bliver lanceret i sommeren 2026.
Find temaet 'Forebyg høreskader' på Høreforeningens hjemmeside
"danmark" giver tilbage til Danmark
Sygeforsikringen "danmark" donerer en del af sit investeringsoverskud til sundhedsfaglige projekter og har støttet dansk sundhedsfaglig forskning, forebyggelse og oplysning siden 2020 for at hjælpe med at forebygge sygdomme og forbedre behandlingen af dem.
Sundhedsdonationer kommer fra investeringsoverskud og berører ikke selve forsikringen, hvor medlemmerne af “danmark” samlet set får minimum 90 % af kontingentet retur som tilskud.