Skip to content
Tilbage til Nyheder

©Aarhus Universitetshospital

28. maj 2026

Kosttilskud til ældre med åreforkalkning

Mere end 600.000 danskere lever med hjerte-kar-sygdom, og lidelsen medfører desværre en betydelig overdødelighed og reduceret livskvalitet – særligt blandt den ældste del af befolkningen. Derfor undersøger forskere ved Aarhus Universitetshospital, om kosttilskud kan styrke hjertet, kredsløbet, musklerne og hukommelsen hos ældre med åreforkalkning og dermed komme den brede befolkning til gavn.

I projektet PolyCAD, som drives af Henrik Wiggers i samarbejde med Thomas Hvid Jensen, undersøger Afdeling for Hjertesygdomme på Aarhus Universitetshospital, om et dagligt tilskud af spermidin kan gavne ældre med kranspulsåresygdom. Spermidin er en forbindelse (polyamin) i vores celler, som er essentiel for, at de kan dele sig og opretholde deres funktion. Stoffet findes i kosten – især i hvede, sojabønner, bælgfrugter og nødder – og kan også købes som koncentreret kosttilskud.

"Andelen af ældre over 65 år er støt stigende, så understøttelse af sund aldring er centralt i fremtidens sundhedsvæsen. Spermidin har fået stor opmærksomhed som et lovende kosttilskud til at fremme sund aldring. Med resultaterne fra PolyCAD vil vi være blandt de første, som undersøger spermidins mulige gunstige effekter blandt patienter med kranspulsåresygdom, fortæller Henrik Wiggers, overlæge og professor ved Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital og fortsætter:

"Spermidin tolereres godt i mennesker og har derfor potentiale til at blive et lettilgængeligt og sikkert supplement til den allerede eksisterende behandling af patienter med kranspulsåresygdom."

Flere fordele ved spermidin

Laboratorieforsøg har vist, at spermidin reducerer blodtrykket, forbedrer hjerte- og kredsløbsfunktion, styrker hukommelsen og øger levetiden. Desuden har befolkningsundersøgelser vist en sammenhæng mellem højt indtag af spermidin fra kosten og sund aldring i form af nedsat risiko for hjertekarsygdom og fedme. Spermidin er også associeret med længere levetid og sund aldring.

Målet med PolyCAD-projektet er derfor at undersøge, om et dagligt kosttilskud med spermidin i et år kan forbedre hjerte-, kredsløbs- og skeletmuskelfunktion, reducere fedtprocenten, bedre hukommelsen og reducere betændelsestilstande blandt patienter med kendt kranspulsåresygdom.

Projektet foregår på Aarhus Universitetshospital og startede i november 2023. Deltagerne fordeles ved lodtrækning til behandling med enten spermidin eller placebo i 12 måneder. Undersøgelsen er dobbeltblindet, så hverken deltagere eller studiepersonalet er bekendt med, hvilken behandling deltagerne får, før hele projektet er afsluttet.

Alle deltagere undersøges før opstart og ved 12 måneders opfølgning med MR-scanning af hjertet, konditionstest på en kondicykel, blodprøver, muskelstyrkeundersøgelser, hukommelsestests og måling af kroppens fedtprocent.

Projektet forventer at have de første resultater klar i løbet af sommeren 2026.

Læs mere om projektet

"danmark" giver tilbage til Danmark

Sygeforsikringen "danmark" donerer en del af sit investeringsoverskud til sundhedsfaglige projekter og har støttet dansk sundhedsfaglig forskning, forebyggelse og oplysning siden 2020 for at hjælpe med at forebygge sygdomme og forbedre behandlingen af dem.

Sundhedsdonationer kommer fra investeringsoverskud og berører ikke selve forsikringen, hvor medlemmerne af “danmark” samlet set får minimum 90 % af kontingentet retur som tilskud.

Andre nyheder