
Identificering af årsager til demens
På verdensplan lever 50 millioner mennesker nu med demens, og tallet forventes at stige til 150 millioner i 2050. Der findes ingen medicin til at behandle sygdommen effektivt. Potentialet for forebyggelse er imidlertid stort, og det vurderes, at op mod halvdelen af tilfældene kan forebygges.
Afdeling for Klinisk Biokemi på Rigshospitalet forsker i, hvordan de kan estimere risikoen for fremtidig udvikling af demens, så personer med højest risiko kan starte med effektiv forebyggelse tidligt. Projektet er støttet med Sundhedsdonationer fra Sygeforsikringen "danmark".
“Vores forskning bidrager med at forstå, hvilke risikofaktorer der er direkte årsager til senere udvikling af demens. Vores forskning giver håb for, at folk i risikozonen kan opretholde et sundt hjernehelbred ved rettidig behandling af højt kolesteroltal og højt blodtryk sammen med rygestop og opretholdelse af normal vægt”, udtaler klinisk professor og overlæge, Ruth Frikke-Schmidt, som leder projektet.
Formålet med forskningsprojektet på Afdeling for Klinisk Biokemi på Rigshospitalet er at udvikle og implementere en måde at estimere risikoen for fremtidig udvikling af demens som et redskab til effektiv tidlig forebyggelse. Projektets formål er samtidig at kunne bestemme, hvilke risikofaktorer der er direkte årsag til demens, hvilket er centralt for at kunne implementere den mest effektive forebyggende indsats.
Foreløbige resultater
Siden projektet startede i 2022, har forskerteamet udviklet en risikoscore. Scoren kan ved hjælp af ganske få oplysninger som blodtryk, alder, diabetes og rygning give et praj om, hvilke grupper af borgere, der har den højeste risiko for demens. På den måde kan de udpege, hvem der vil have størst gavn af en tidlig målrettet forebyggelse.
Udover at lede forskningsprojektet holder Ruth Frikke-Schmidt også foredrag om risikofaktorer for demens i samarbejde med Alzheimerforeningen, som står bag Hjernesundkampagnen. Her mærker de en stor interesse fra offentligheden i forhold til, hvad der er muligt selv at gøre for tidligt at forebygge demens.
Læs mere om Alzheimerforeningens projekt
Projektet er også nået langt med at bestemme, hvilke risikofaktorer der er en direkte årsag til demens og ikke bare en tilfældig sammenhæng. Dette er vigtigt for at kunne implementere den mest effektive forebyggelse i forhold til at målrette den mod de risikofaktorer, som i sig selv øger risikoen for senere udvikling af demens, fx forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol, rygning, overvægt og type 2-diabetes.
Metoder og ressourcer
Til projektet bruger forskerne internationalt anerkendte danske befolkningsundersøgelser med kobling til de unikke danske sygdoms- og dødsårsagsregistre (over 160.000 personer). Desuden bruger de internationale befolkningsundersøgelser og genomiske konsortier, som samlet set indeholder information på over to millioner personer.
"danmark" giver tilbage til Danmark
Sygeforsikringen "danmark" donerer en del af sit investeringsoverskud til sundhedsfaglige projekter og har støttet dansk sundhedsfaglig forskning, forebyggelse og oplysning siden 2020 for at hjælpe med at forebygge sygdomme og forbedre behandlingen af dem.
Sundhedsdonationer kommer fra investeringsoverskud og berører ikke selve forsikringen, hvor medlemmerne af “danmark” samlet set får minimum 90 % af kontingentet retur som tilskud.