Gulerødder til forebyggelse af tarmkræft
I Danmark får omkring 5.000 personer konstateret tarmkræft hvert år, hvilket gør kræftformen til en af de hyppigste i landet. Heldigvis har ny viden om sygdommen betydet, at dødeligheden er faldet markant. På Odense Universitetshospital forsker de i, om gulerødder kan forebygge tarmkræft. Sundhedsdonationer har støttet projektet.
I mere end 20 år har forskere fra Kirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus forsket i gulerødder. Forskningen peger på, at der er to stoffer i gulerødder – falcarinol og falcarindiol – der virker hæmmende på inflammation i tarmen.
Derfor undersøger forskerne i øjeblikket, om daglig indtagelse af en særlig gulerodsjuice kan forhindre udviklingen af forstadier til tarmkræft og måske endda selve tarmkræften.
Der findes røde, gule, orange, hvide og lilla gulerødder. Koncentrationen af falcarinol og falcarindiol er størst i ældre sorter af gulerødder. Til forsøget har forskerne i samarbejde med Naturfrisk og Ørbæk Bryggeri specialfremstillet en juice.
"Vi er i gang med et internationalt forskningsforsøg, hvor patienter fra Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus og patienter fra tre svenske hospitaler hver dag i et år skal drikke 100 ml af en specialfremstillede gulerodsjuice eller en placebojuice. De patienter, der får placebojuice, skal fungere som en kontrolgruppe, så vi kan sammenligne resultaterne mellem de to patientgrupper," fortæller speciallæge Alexandra Agache, ph.d. og postdoc ved Kirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus.
Håb om færre og mindre polypper i tarmen
I forskningsforsøget deltager patienter, der har en høj risiko for at udvikle kræft i tyktarmen, og som tidligere har fået fjernet højrisiko-polypper:
"Forstadier til kræft i tarmen kaldes i folkemunde polypper. Dem holder vi øje med. Vi ser på, om gulerodsjuicen mindsker risikoen for, at polypperne vender tilbage, eller at der dannes nye hos patienter, der tidligere har fået fjernet polypper fra tarmen," siger Alexandra Agache og fortsætter:
"Vores håb er, at patienter, der har drukket gulerodsjuice, vil have færre højrisiko-polypper og generelt færre og mindre polypper efter et år. Hvis vi kan se det, kan vi konkludere, at falcarinol og falcarindiol har en effekt på tarmkræft. Så kan vi med sikkerhed sige, at gulerodsjuice har en effektiv forebyggende effekt mod sygdommen og måske kræft i det hele taget."
En særlig juice af gulerødder
"Forskningsprojektet er simpelt, men potentialet er kæmpestort, for tarmkræft er desværre en hyppig kræftform hos både mænd og kvinder. Der er ingen bivirkninger ved at drikke gulerodsjuice, og jeg synes, det er spændende, at det ikke handler om at prøve et nyt medicinsk produkt eller en ny avanceret teknologi, men i stedet et simpelt produkt som gulerodsjuice," fortæller Alexandra Agache.
Der er en god grund til, at patienterne skal drikke gulerodsjuice og ikke spise rå gulerødder hver dag. For ved at drikke 100 ml af den specialfremstillede juice får patienterne samme mængde af de to stoffer, som hvis de spiste 250 gram rå gulerødder hver dag. Det er mange gulerødder at skulle tygge sig igennem, så en koncentreret juice er lettere og mere effektiv at gå til.
Det kan blive lidt ensformigt at drikke den samme juice hver dag. Derfor arbejder forskerne på at udvikle andre produkter som for eksempel gulerodsis.
Læs mere om projektet på SATC·C - House of Researchs hjemmeside
"danmark" giver tilbage til Danmark
Sygeforsikringen "danmark" donerer en del af sit investeringsoverskud til sundhedsfaglige projekter og har støttet dansk sundhedsfaglig forskning, forebyggelse og oplysning siden 2020 for at hjælpe med at forebygge sygdomme og forbedre behandlingen af dem.
Sundhedsdonationer kommer fra investeringsoverskud og berører ikke selve forsikringen, hvor medlemmerne af “danmark” samlet set får minimum 90 procent af kontingentet retur som tilskud.