Skip to content
Tilbage til Nyheder

©Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, brugt med tilladelse

26. juni 2025

Flere børn har mod på madpakker og bad efter idræt

Elever i 6. klasser over hele landet har fået mere lyst til at spise madpakke i skolen og gå i bad efter idræt. Det fortæller eleverne selv, efter de har haft projektet ’Spejlven’ på besøg til en workshop om kropsidealer. De seneste fire år har Sundhedsdonationer fra Sygeforsikringen "danmark" støttet projektet.

”Vi lærte, hvordan det er godt ikke at sammenligne sig med andre, og at vi skal være glade for vores egen krop. Vi lærte at tænke, at alle de modeller, man ser på internettet, ikke er ’rigtige’.” Sådan fortæller en af de 6. klasse-elever, der har haft besøg af projektet ’Spejlven’ de seneste fire år.

Med Spejlven har Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og Anti Doping Danmark siden 2021 arbejdet for at øge trivsel, kropstilfredshed og selvværd blandt elever i 6. klasse rundt i landet. Projektet er gennemført med støtte fra Sundhedsdonationer fra Sygeforsikringen "danmark" og Nordea-fonden.

Skoler prioriterer fælles bad og måltider efter besøg

I alt 224 klasser og 5.772 elever har deltaget i en Spejlven-workshop. Derudover har oplæg og møder med forældre, lærere, idrætstrænere, fitnesspersonale og andre voksne omkring børnene været en del af Spejlven-forløbene. Alle har fokuseret på temaer som kropsidealer, bad efter idræt, og hvad sundhed egentlig er.

”Alt for mange børn og unge er utilfredse med deres kroppe, og det går ud over deres trivsel. Med Spejlven hjælper vi eleverne til at se mere kritisk på de urealistiske kropsidealer, de møder hos venner, familie, i skolen og på sociale medier,” siger Janne Bruvoll, udviklings- og kommunikationschef i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Også hos forældrene har Spejlven-møderne givet indsigt. Mange har meldt tilbage, at de slet ikke var opmærksomme på deres rolle og mulighederne for at præge, hvordan deres børn ser på sig selv og deres forhold til sundhed.

Klare holdningsændringer blandt eleverne

Resultaterne efterfølgende viser klare holdningsændringer hos eleverne. 41 procent af eleverne, der har været med til en workshop, fortæller, at de har fået mere lyst til spise frokost i skolen, og 33 procent angiver at have fået mere lyst til at gå i bad efter idræt. Derudover giver størstedelen af eleverne udtryk for, at workshoppen er sjov og spændende, og at de har fået ny viden. Samtidig vurderer 85 procent af klasselærerne det samlede indtryk af Spejlven til at være godt.

Mange af de deltagende skoler fortæller, at de, efter at have haft Spejlven på besøg, gør mere for at skabe gode rammer for, at eleverne kan gå i bad og spise sammen.

”Et tema, der har fyldt meget på de fleste skoler, er omklædnings- og badesituationen efter idræt. Vi har undervejs i projektet lyttet os til, at især kultur blandt eleverne og manglende fokus og struktur for omklædning har været barrierer for at skabe trygge omklædningsrum, som eleverne vil benytte. Når vi i forløbene er lykkedes med at ændre elevernes opfattelse af badesituationen med fokus og indsats fra elever, forældre og lærere og dermed skabt en reel forandring, øger det vores motivation og viser, hvorfor Spejlven har en værdi,” siger Malene Radmer Johannisson, Spejlven-ansvarlig hos Anti Doping Danmark.

Kampagnefilm prikker til forældres usunde kropsbilleder

Forældre og andre voksne har generelt stor betydning for, om børn og unge er glade for deres kroppe. Derfor har Spejlven produceret tre kampagnefilm, som kaster lys på voksnes ansvar for børn og unges kropsidealer.

Filmene viser, hvorfor det er vigtigt, at voksne taler pænt om deres egne kroppe, undlader at stemple madvarer som farlige eller forbudte og sørger for at skabe en kultur i skolen og i idrætsforeningerne, hvor børnene går i bad sammen. Kampagnefilmene er blevet set, delt og debatteret på Facebook, Instagram og LinkedIn.

Fremover kan skoler booke Spejlven-workshops til både 4., 5. og 6. klasse, da projektet fortsætter med støtte fra Nordea-fonden.

Læs mere om Spejlven på Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskades hjemmeside

"danmark" giver tilbage til Danmark

Sygeforsikringen "danmark" donerer en del af sit investeringsoverskud til sundhedsfaglige projekter og har støttet dansk sundhedsfaglig forskning, forebyggelse og oplysning siden 2020 for at hjælpe med at forebygge sygdomme og forbedre behandlingen af dem.

Sundhedsdonationer kommer fra investeringsoverskud og berører ikke selve forsikringen, hvor medlemmerne af “danmark” samlet set får minimum 90 procent af kontingentet retur som tilskud.

Spejlven - omklædningsrummet

0:43

Andre nyheder